Alle indlæg af Karin og Mogens

Tromsø-Lofoten – Fiskevær og midnatssol (hvis den da kommer frem….)

Midnatssolen i det nordlige Norge er legendarisk, og stemningen er da også helt speciel, en slags solnedgangsstemning uden at den går ned. En stemning man kun nødtvungen slipper for at gå i seng ved midnatstid med en god bog – uden at tænde natlampen!

Midnatssol over Bodø

Men vejret er omskifteligt. Og vejret viste sg fra sin værste side i Troms på den ellers meget smukke ø, Senja, hvor det hele druknede i regn, kulde og blæst. Ikke meget udsyn til herlighederne, til gengæld vandfald overalt, og det havde sin egen skønhed.

Til gengæld blev Lofoten oplevet i blå himmel, bragende sol og sommertemperaturer. Fra Svolvær udgår der mange udflugter til Trollfjorden, en snæver fjord med stejle klippevægge, hvortil man sejler i godt og vel en time.

Udover at se fjorden, kan man også være heldig at se ørne, og turbådene har deres egen teknik til at opnå netop det: På vej til fjorden standses der i 10 min, og der fanges et par fisk (der er åbenbart altid bid!!!). Så fodrer man mågerne med brød, det tiltrækker ørnene som vejrer nem mad, og når de viser sig smides fiskestykker ud i håbet om at ørnene er hurtigere end mågerne. På billederne ses hvordan det lykkedes til fulde!

Der findes talrige små ”Fiskevær”,  hvoraf nogle er omdannet til kultur og overnatningssteder til ære for de mange turister, men mange er aktive fiskerihavne stadigvæk. Fælles for dem alle er de karakteristiske Rorbua huse, træhuse bygget på pæle udover vandet.

Henningsvær
Fredvang
“Kråkrslottet” ved Bøstad på Senja bruges bl.a. til kunstudstilling og til seminarer
Rorbua hotel og restaurant i Å
Rorbua og tørfiskemuseum i Å
Café ved Fiskeværs-museet i Sund

Fiskeriet betyder alt for Lofoten. I 3 måneder hver vinter passerer meget store torskestimer forbi, og der fanges massevis af torsk, som stort set alle saltes til Bacalao eller lufttørres og sælges som tørfisk. Tørring og udvælglse  af de forskellige kvaliteter til forskellige markeder er en videnskab. Således efterspørges der en kvalitet i Syd-Italien, en anden i Nord-Italien, en tredje i Afrika osv. Hovederne tørres for sig selv og sælges til Nigeria. Tørfisk er, uanset hvor de købes, en stor (og dyr) delikatesse.

Tørfisk umiddelbart før nedtagning
Fiskehoveder hængt til tørre i bundter

Infrastrukturen i denne del af Norge er imponerede. De mange øer er forbundet med broer og tunneler og gode veje. Og mange steder er der etableret billige bil-færge forbindelser. Så det er nemt at komme rundt.

Færger er effektive og billige, her Melbu-Fiskebøl færgen
Den berømte hurtigrute bruges også lokalt i Nordland

Der er mange museer, og de er faktisk rigtigt gode. Nogle er meget avancerede, andre mere primitive, men alle er meget i øjenhøjde. Og så er der jo kirkerne. Hvis man er til kirker. Men nogle er ret seværdige på hver deres måde, enten ude eller inde. Det gælder især Trondenes ved Harstad, som er meget gammel, Ishavskatedralen i Tromsø og så den flotte trækirke i Kabelvågen.

Tromsø museums Same-udstilling
Senja Trollet i Hulder med trolde i alle størrelser og afskygninger
Hurtig-rute museet i Storkmarknes
Historiske Center i Trondenes v. Harstad
Ishavskatedralen i Tromsø
Trondenes Kirke fra ca. 1400
Kabelvågen Kirke, Lofoten

Men musseer er kun til regnvejrsdage. Ellers er det bare om at nyde naturen og sceneriet, Lofoten og Troms er et pragtfuldt område at besøge, og med sollyset sat på døgndrift (når der ellers er sol!!) er oplevelsen total.

Reine
Ved Eggum
Ved Henningsvær

Dyrøya

 

 

Færøerne – får, fisk og flotte udsigter…og meget mere

Utroligt at man ikke har været her før, en del af det danske rige som er ligeså eksotisk som New Zealand og Peru, men alligevel fuldstændig anderledes.  Og så kan man klare sig på dansk og købe ind i brugsen!

Torshavn er billedskøn og brand hyggelig. Sjældent har man set regeringsbygninger som dem, det færøske styre har på Tinganes midt i havnen, lutter små gamle velrestaurerede røde træhuse med græs på taget. Og i Torshavn ses gyder og gader med små butikker, som man ikke ser mange andre steder på Færøerne

Og så er der en del restauranter og cafeer, noget der heller ikke ses så meget af i de små byer rundt om på øerne.  Der ligger et par rigtig gode restauranter i byen, heriblandt Barbara, som serverer fiskemenuer med lokale fisk og skaldyr i særklasse

Tinganes

Samtidigt er Torshavn en travl havn med anløb af store og små skibe, indimellem selv gamle sejlskibe som Krusenstern, der lå ved kaj mens vi var det. Men også med nationalsporten roning i de færøske træbåde tydeligt i havnelivet.

Krusenstern

Udenfor Torshavn findes talrige større og mindre bygder, ikke med samme bymiljø som Torshavn men mange med stor charme, og der findes mange bygder med ganske få indbyggere som ligger ret afsides.

Pakkhusid i Bøur
Kirken i Sandur
Husavik

Naturen på færøerne er mildest talt storslået.  De nøgne græsbeklædte klippeøer, stejle fuglefjeld og brændingen fra atlanterhavet er ikke alene utroligt flot, men også til stede i rigelige mængder og tilgængeiige både til fods, med båd og i bil. Fuglefjeldende på den nordvestlige del af Streimoy ved Vestmanna er imponerende, de nås med et udflugtsskib.

Andre steder kan man fra kysten og fra færgerne se spektakulærer klippeøer og fuglefjelde. Der er masser af fugle, og der er også masser af de nuttede søpapegøjer, men vi så dem ikke, her i juni er de vist enten på øen Mykines, eller ude på havet, det er jo sø-fugle…..

Fjeld ved Gjogv
Tindholmur ved Bøur-Vagar
Tindurholmur
Kunoy, set fra Klaksvik, Bordoy
Lille Dimun
Mykines
Udsigt fra Kvivik

Vandreturene på Færøerne fås i alle længder og sværhedsgrader, men fælles for dem er sat de er utroligt smukke. Der er ikke træer på Færøerne, så man har altid frit udsyn. De fleste vandreture er de gamle gang-veje mellem bygderne, afmærket med høje varder. Sågar en sten beklædt med færøsk strikketøj kan man møde. Det er den lokale heks, der hyldes.

Nolsoy
Turen fra Sandur til Søltuvik
Saxun
Strikket sten, ved Sandur, med motiv fra sagnet om Givrinar-hekse

Der er en bestand på 70.000 får på færøerne, og når de har lam, ca det dobbelte. Ejerskabet er fordelt ud på mange af færingerne, langt de fleste ejes af folk der kun har få får hver. Man køber sig jord i udmarken (den ikke dyrkede del af Færøerne) og kan så have et bestemt antal får pr. ha. De passer sig selv, men jorden er opdelt i ejerlaug, som deles om arbejdet, herunder inddrivning 2 gange om året, når de skal klippes og når de skal slagtes. De fleste moderfår har kun et lam. Fårene græsser overalt, og mange steder på så stejle skråninger, at vi andre ikke ville have en chance for at stå fast. Kødet beholder fåreavlerne selv, og de bliver ikke malket, så fåreost er der ikke noget af i supermarkederne.  Og hvis man vil have ferkst lammekød, så er det new zealandsk lam der sælges. Alt lammekød (stort set) tørres, og det lidt der sælges koster en formue.

Sandoy

Gjogv

Man kommer nemt rundt på de mange øer, takket være en masse tunneler. Man må dog stadigvæk sejle til nogle af de mindre øer og så til de større øer, Sandoy (tunnel er under anlæg) og Suduroy mod syd, der ligger for langt væk til en tunnel. Der er et veludviklet bussystem på alle øer, og effektive færger, også bilfærger, hvor det er nødvendigt. Færgedriften er subsidieret og er derfor meget billig.

Der er en del færinger der gerne vil have deres selvstændighed. Den går ikke sålænge det danske bloktilskud på 650 mill kroner fortsat er i spil. Men pt. kan de i virkeligheden klare sig selv.

Fæøernes økonomi buldrer nemlig pt derudaf, dels pga fiskeriet, og dels pga lakseopdræt, som udgør halvdelen af eksporten. Overalt ses de runde ringe i vandet. Kvaliteten er høj, og Fæingerne mener at have udkonkurreret Norge som lakseland nr 1,  både hvad angår mængde, kvalitet og bæredygtighed. Ved ikke om det passer. Men i modsætning til fårekød, så kan man få masser af fisk og laks i forretningerne, og spise det på fiskerestauranterne, og det er godt.

Trawler i Torshavn
Lakseopdræt ved Hestur og Koltur

Turismen er fortsat begrænset, bl.a. fordi sæsonen begrænses af temperatur og mangel på lys, samt af meget ustadigt vejr. Men den stiger kraftigt pt, og man vil gerne udvikle den, der er i det mange airbnb udlejninger på alle øerne, mens hotelkapaciteten er begrænset. Der kommer mange krydstogtsskibe, men de skæpper ikke meget i kassen, da de på alle måder er selvkørende med overnatning, mad osv. Hvordan de vil styre turismen må tiden vise. Men i hvertfald vil vi gerne slå et måske noget dekadent slag for introduktion af flere cafeer i de mindre byer, det var ikke nemt at få en kop kaffe efter en anstrengende vandretur. Heldigvis lykkedes det indimellem, og så var det skide hyggeligt.

Cafe Pubbin i den gamle kbl. handelsmonopol forretning i Tvøroiry på Suduroy

Færøerne skal opleves. Det er et must for alle der elsker naturen, vandreture og hyggelige bygder. Og får !!. Tag derop før alle de andre kommer væltende.

 

 

Pushkar ved fuldmåne

 Pushkar er en lille by, men den er rejsemål for rigtig mange hinduer. Den er en af Indiens hellige byer, så en pilgrimsrejse hertil står på alles ønskeseddel. Den er så hellig, så der kun falbydes vegetarmad på restauranterne og i gadekøkkenerne, og der indgår ikke æg. Alkohol er også forbudt (vi fandt dog et hemmeligt sted..), til gengæld er der cannabis i mængder. Har man trang til en speciel oplevelse, kan man mange steder bestille en bang-lassi, som er lassi (den dejlige yougurtdrik) med en eller anden version af cannabis tilsat.

Vi har ramt byen på en fuldmånedag, så den anden dag vi var her, var der ekstra mange, der skulle ned og ofre blomster og bade i Pushkar Lake midt i byen. “The lake is the tempel”. Der er ikke megen blufærdighed omkring badningen, bare bryster under på- og afklædning er helt almindeligt, hvilket kom bag på os. Der er 52 ghats ned til søen, og der var tusindvis af badende og hundredvis af pujaceremonier langs med bredden, et fantastisk og kulørt skue. Der bedes og velsignes blomster, der sendes ud i vandet, og så får man rød plet i panden og en snor om håndleddet, også jeres udsendte, som har rigtig megen god karma med hjem til jer allesammen – for 20 kr. faktisk 😇.

Et af de 52 Ghats på fuldmånedagen

En anden ceremoni, der til gengæld er ved at drive os til vanvid, er en bryllupsting, der foregår nedenfor vores vinduer: en højtalervogn med en mand, der spiller på et lille keyboard, noget der lyder som lirekassemusik, som akkompagneres af et elendigt men flot udklædt spillende brass- og trommeband. Det er bruden med kvindefølge, der danser lidt, går ind i et hus kort tid, og så fortsætter karavanen videre til næste hjørne. I går stod det på nærmest hele dagen med utallige at den slags optog, hvor lyden er skruet vildt op. Der er en regel om, at den slags skal stoppe kl. 22, og det overholdes heldigvis.

Disse synthesizer højtalervogne for fuld udblæsning med én der spillede tåbelige skalaer var en pestilens !!

Pushkar har et af de meget få Brahma-templer, som imidlertid ikke er noget særligt for øjet. Et andet valfartssted er et tempel på et af de små bjerge, der omgiver byen. Herfra er der fin udsigt over byen og den omgivende ørken samt en masse langur-aber. Ellers er der ikke mange “sights”, men her er hyggeligt og afslappet i de lange bazargader, og vi bor fint i endnu et haveli-hotel, der serverer dejlig mad on the roof-top.

Dette tempel var off-limit for foreigners – desværre

Et særligt indslag i bybilledet både her og andre steder i Indien er street meals. Fra trækvogne eller gaderestauranter kan man få alt fra samosa til omeletter, og det smager ikke ringe. Ellers må man jo på restaurant, og det gør bestemt ikke noget, vi synes fortsat vi spiser som konger her, og alle de steder vi har været har de fleste restauranterd ligget på tagene med fantastiske udsigter. Selvom serveringen ofte ser ens ud, så er variationen i maden stor, og hvis man kan få dem til at styre krydderierne lidt, fantastisk velsmagende.


Denj traditionelle Tali
Sydindisk Dosa (rispandekage)

Pushkar var sidste destination på vores måned i Rajasthan, og turen gik hjem via 8 timer i toget til Delhi, tuk tuk gennem Delhis smog, en lang metrotur, en kort overnatning og så næste dag en rejse via Doha på 16 timer. Men det har været det hele værd.

Vi siger tak til vore trofaste læsere for denne gang og ønsker god Jul.

Jodhpur, farver med blå baggrund


Jodhpur er kendt som den blå by, fordi den gamle bydel har blåmalede huse. Der er mange bud på hvorfor, men i dag er det langt fra på alle de gamle huse, man kan se den klassiske blå farve.

Til gengæld kan man, hvis man vil se farver, sætte sig på Cafe Royal (som med sine 4 vakkelvorne borde er alt andet end Royal) og få serveret byens bedste kaffe og lækre sandwiches af de enormt søde ejere, mor og søn. Og her kan man så sidde i timer og dyrke vores foretrukne sport i Indien: people-watching på det farverige og pulserende Sardar Market rundt om Jodhpurs Clock Tower.

 


Merangarh fortet er den store attraktion, det ligger tæt på husene i den gamle ”ring fenced” by men alligevel højt over den. Både selve fortet og museet, hvor man kan se en stor del af det indvendige, er meget flot og spændende.


Men der er andet at se end mennesker, krydderier og fortet. Ca. 15 km syd for Jodhpur ligger det, der betegnes som Bishnoi Villages. Bishnoi er navnet på en hinduistisk sekt og betyder 29, som er det antal regler. Udover landsbyerne med deres væverier og pottemagere, er der en flot ørkennatur med stepper, som er bevokset med invasive akacietræer, der ikke kan bruges til noget, og så er der mange vådområder, hvis ellers monsunen har været gavmild. Vi så masser af fugleliv her, bl.a. hundredvis af traner.

Tilbage i byen fik vi besøgt et tempel, som nu bruges som skole i kvarteret Mahamandir, en landsby i byen, hvor vi af børn og voksne som pale faces blev modtaget med smil, nysgerrighed og imødekommenhed. Manden på billedet med Karin var en butiksejer med en sand hule af en butik, som ikke kunne et ord engelsk, men som vi snakkede længe med og udvekslede adresser med.


I den gamle bydel findes en flot restaureret step-well med grønt vand og fisk i og meget belejligt en stepwell cafe lige ud til. Der er også det ekstravagante Umaid Bhawan palads, bygget i 1930’erne som det sidste i Indien, og i dag delvist åbent for offentligheden, idet en del bebos af den nuværende Maharaja, og en del er luxushotel.


Men mindre end luksushoteller kan gøre det. Har boet 2 steder: Først på Krishna Prakash Heritage Haveli, smukt og smukt beliggende med rigt dekorerede værelser, og siden, fordi vi aflyste vores tur til Bikaner, på et herligt ”art deco hotel”, Inn Season, lidt væk fra centrum, med de mest fantastiske værelser med bevaret Art deco indretning fra 30’erne, og så meget bekvemt en have med svømmepøl…..

Krishna Prakash Heritage Haveli

Art Deco design på Inn Season Hotel

Og så ellers afsted til stationen kl.6, hvor vi kom så tidligt, at de passagerer, der overnattede på stationen, ikke var stået op endnu…….det gjorde de efterhånden, hvilket vi desværre fik tid til at se på da toget var 2 timer forsinket…..æv.

Rødt, gult og orange

Dansk design, god smag, Mogensen, Koch, Kjærholm, PH, Le Klint, afdæmpet nordisk tøjstil, sort, gråt, smykker i stramt design. Jeg lever med det og i det, holder af det, det giver ro.
Men hver gang, jeg kommer til Indien, må jeg overgive mig fuldstændig til farver, der skriger og råber, til arkitektur, der ikke kan blive krummeluret nok med udskæringer, gesimser, søjler, kubler, spejle, kulørte væg- og loftsmalerier.
Og jeg lægger mig flat ned af begejstring over de indiske kvinders glæde ved tøj og smykker. For slet ikke at tale om deres vidunderlige sorte hår, der bliver sat op med spænder og flere smykker. Der farvekoordineres som ind i h….  en sari rummer altid adskillige farver, hvoraf een så går igen i sariblusen. Sarier kommer i mange kvaliteter fra silken, over bomuld til polyester, og det afspejler sig selvfølgelig i hvor smukt de kan draperes.  Alle farver er i spil men de dominerende er gul rød og orange,

Ligeså populær som sarien er shalwar kameez’en, som består af en lang eller kort tunika (kurta)med lange slidser i siden og enten gamacher eller løse bukser i forskellige udgaver samt et langt tørklæde, der kan draperes på utallige måder. ALT er også her farvekoordineret, og i forretningerne ligger gamacherne klar i lige så mange farvenuancer som Fluggers farvekort.

I Rajasthan er lange nederdele også meget populære, og de fås både med print og med fuldstændig fantastiske broderier og spejle.


Smykker kan bæres alle vegne, i ører, i næsen, fingrene, om anklen, i panden og om tæerne men allerforrest på ønskelisten står øjensynligt armbåndene, som man ikke kan få nok af, og de flashes som prikken over i’et i farvekoordineringen. I bazaren er der hele gader bare med armbåndsforretninger. Det glitrer og glimter, og kvinderne giver sig virkelig god tid, når der skal vælges. Det ser vildt hyggeligt ud, når de sidder i de små forretninger på gulvpuder og peger og prøver og snakker. Mit blik bliver suget ind på scenerierne,  og der er nok taget lige rigeligt mange fotos 😍

Men hvad med mændene? Tjah, de engang så flotte turbaner er sjældne at se i gadebilledet, de bæres kun af få gamle mænd, musikanter, kustoder, brudgomme og fx bagagewallah’erne på togstationerne.

Selvfølgelig også af sikh’erne, men dem har vi ikke set mange af. Ellers er det kedelige bukser og lyse skjorter og for de unges vedkommende jeans og t-shirts. Men rigtig mange gi’r den gas med adskillige armbånd og ringe og måske ørenringe. Håret sidder upåklageligt, undercutmoden er også populær i Indien. Hennafarvet hår ser man på ældre mænd, og det sku de droppe.

Jaipur-The Pink City, omgivet af forter

I Jaipur er der mange turister, og det forstår man. Men de ses ikke i vrimlen, og kun på de allerstørste attraktioner mærker man at Jaipur ligger i turist-trekanten Delhi-Agra (Taj Mahal) og Jaipur. Og så lige når man bliver råbt an i dele af basarområderne: ”Where are you from? Denmark? Oh Copenhagen!! I am going there next week….” eller ”What is the price for your shoes in your country”. Hvorom alting er, så er en tur igennem den lyserøde by en oplevelse. Det 1,5×1,5 store gamle byområde er faktisk pink eller måske snarere terrakottafarvet, en karakteristik farve som konsekvent bruges når noget skal pudses eller males op.



Byen er et stort forretningsområde, opdelt i en række basarer der går over i hinanden. Selvom bygningerne er forfaldne og de enkelte butikker små, er det utroligt, hvad Inderne kan få ud af det. Sirligt ordnede specialicerede forretninger som anretter og fremviser deres varer på smukkeste vis.

Bybilledet præges også af  især Indiske kvinders utrolige sans for farver  i valg af  bl.a. smykker og tøj. Især Karin kan slet ikke få armene ned og barsler med et særligt indlæg om det.

Trafikken er voldsom i Jaipur. Og dårligt reguleret. Det kan selvfølgeligt også være svært, når alle typer trafikanter skal have lov at være der. Selvom alt er kaotisk, er der dog både regler og initiativer til at forbedre situationen. Første etape af en metro er taget i brug, og lige nu er den ved at blive udvidet gennem Pink City. (Synes disse med grønne vægge afspærrede områder til metrobyggeri virker bekendte……). Og så er der via et regerings-initiativ indført el-drevne tuk.tukker. De udgør fortsat kun 20-30%, men vinder frem. De kan køre en hel dag på en opladning, og hverken larmer eller forurener. I en by hvor Tuk Tuk er det foretrukne transportmiddel vil det have en stor effekt.

Men altså: Turisterne kommer til Jaipur af andre grunde end elektriske tuk tukker og basarerne. Der er mange paladser, forts, museer og templer at se i og omkring Jaipur, som alle er et produkt af Jaipurs og Ambers historiske betydning for denne del af Indien. City Palace er et meget smukt og gennemrenoveret palads, hvor den nuværende Maharaja, som er efterkommer af det årtusinde gamle dynasti, stadig residerer. I Havar Mahal blev der bygget en flad bygning ud mod en af de store gader med det ene formål, at de kongelige kvinder/konkurbiner ubeset kunne følge med i gadelivet gennem små nicher med glughuller.

City Palace

City Palace
City Palace
Havar Mahal
Havar Mahal

På klippetoppene omkring byen ligger en række forts hvoraf Nahargarh og det meget berømte Amber Fort er de mest spektakulære. (Faktisk kunne vi bedst lide Nahagarh paladset.)

Nahargarh Fort
Nahagarh fort

I Amber landsby findes en sand lille perle af et museum tilegnet blok-tryk håndværket, dvs håndtrykte tekstiler. Museet fortæller historien om et område kendt for netop dette syd for centrum af Jaipur, som blev lukket ned og evakueret pga forureningsproblemerne fra farvningen, uden der blev taget hånd om at bevare dette håndværk og finde løsninger. Nu gøres der noget, og museet udstiller dels de smukkeste tekstiler og har et lille arbejdende værksted. Meget fint, informativt og sympatisk sted, der bor i en smukt restaureret haveli.

Anokhi Museum, Amber

Det er masser af aber i Rajastan og vi ser dem mange steder. Men på the Monkey Temple øst for Jaipur er der særligt gang i den. Det vrimler med Makak aber overalt, ikke aggressive, og meget lidt sky. Der er de seneste år opstået en bestand af pantere i området omkring templet, som har reduceret abebestanden, noget.

Vores hotel er super, og maden virkelig god. Endnu bedre er Peacock restaurant, måske en af Jaipurs bedste, som tilfældigvis ligger 50 meter fra vores hotel. Vi er blevet utroligt glade for maden i Rajasthan. Variationen er stor og maden laves fra grunden. Selv vegetarretterne er vi blevet vilde med….

Sunder Palace Hotel


Peacock Restaurant

Vi er nu skrumlet 6,5 time med tog og er havnet til middag på denne tagrestaurant lige ovenpå vores værelse her på vores Krishna Prakash Heritage Havely, glæder os til at sidde og spise med dette fantastiske “borrowed scenery” som de kalder det i Japan.

Bundi – hvor Krishna stjæler pigernes tøj !

Krishna, den filur, spiller fløjte oppe i et træ, hvor han gemmer malkepigernes tøj, mens de forgæves prøver at få fat i det. Et af motiverne på Chittrasala i Bundi !

Chittrasala er et lille 18. årh.s palads inde i Bundi Palace, som har de skønneste murmalerier. Selve paladset er nærmest bygget ind i klippen, det er kæmpe stort og tårner sig op over Bundi, men kun en mindre del er åben for publikum, Det er kun i meget begrænset omfang restaureret, men man fornemmer fordums storhed. Hvis man er på vej ind i et område, der ikke er åbent, lugter man det med det samme, for her huserer tusindvis af flagermus. Så  her er det bedst at vende om.

Chittrasala

No Entry. Bats ahead.

En særlig attraktion i Bundi udover paladset er de såkaldte step-wells. Det er firkantede skakter sådan ca. 20-30 meter på hver led, og op til 40-50 meter dybe med trapper hugget ind i siderne, så man kan gå ned og hente vand der, hvor grundvandsspejlet befinder sig. Det er imponerende bygningsværker, men de er ikke i brug længere, da grundvandet er faldet for meget.

Step-well i Bundi

Vi var stort set de eneste, der besøgte både palads og step-wells. Der kommer kun 10-15.000 turister til Bundi om året. Det mærkes i byen, hvor tiden synes at  stå stille. Kun lige nedenfor paladset mærker man påvirkningen fra turismen bl.a. i form af ”Organic chill out roof top cafe’s” o.l., som er  drevet af unge driftige mænd, der ved, hvad der tiltrækker turister og kender alle buzz-words. Det er stærkt charmerende at klatre op til sådan en cafe med loungemusik på taget og få en pandekage og en kop kaffe. Det er ikke “kaffemoderne”, men det skal nok blive smartere, når de får tjent nok til at fjongse det hele op, men de har fat i den lange ende. For the good or the worse.

Resten er lange handelsgader med bittesmå butikker, (bemærk tandlægen, hvor man kan få trukket en tand ud mens tuk-tukken venter) og udenfor dem boligkvarterer med de for Rajastan så karakteristiske blå huse.

Mælkemandens motorcykel

   

Rajastan er en af de fattigste regioner i Indien, og Bundi måske blandt det fattigste vi får at se, eller også udstilles det skarpere her, hvor turismens camouflagemaling ikke er der. Bundi virker som en stor landsby, og både dele af byen og især yderområderne er ret miserable, dog uden de deciderede slumkvarterer, man se i de store byer. ”Malerisk fattigdom?” Nej, men ingen tvivl om, at den manglende udvikling har bibeholdt en originalitet både hvad angår levevis, teknologi, beklædning, omgangsform og ikke mindst håndværk som gør, at man, på trods af støv fra stampede veje, dieselsudstødning fra tuk tuks og motorcykler og forfaldne bygninger, får en eksotisk oplevelse af de store. Vi gør i hvert fald. Og stemningen er meget afslappet, venlig og imødekommende. Mænd, kvinder, børn, hunde, køer og langhårede grise render rundt mellem hinanden mens de få turister ser undrende på….

Turisterne kan så søge ind på deres “heller” og børste støvet af, nemlig de få flot restaurerede Heritage Havelis, restaurerede palæer mv som nu er hoteller og restauranter.

Eller de mere luxuriøse resorts lidt udenfor byen. Vi boede 2 nætter på Ummaid Bagh resort, som består af 16 telte samt en suite i en lille bygning. Vi fik formedelst 300 kr pr nat suiten, med fake rokokomøbler og kæmpe badeværelse i skærende kontrast til Bundis primitive “rurale byliv”. Stedet er en lise for sjælen med en kæmpestor meget velholdt have og et fugleudkikstårn oppe i en høj bougainvillea med gule blomster. Der kunne vi så sidde og blomstre med, mens vi nød synet af bl.a. de store flokke af grønne parakitter.

Parakit
Vores beskedne værelse.

Vi blev dog flyttet til et andet hotel inde i byen pga en dobbeltbooking, hvilket viste sig at være godt, så fik vi lejlighed til at bo på Diwa Niwas Heritage Haveli, som er smukt restaureret, et meget dejligt sted lige midt i byen.

Til sidst: Nogle af Indiens problemer er på rørende vis illustreret  i disse grafittier, 3 af mange malet  af skolebørn på en lang mur under et projekt med hovedtemaet Save India.

Nu venter en bil, vi har bestilt til Kota og så morgentoget til Jaipur…..

 

 

Udaipur: Søernes og farvernes by

Udaipur er så farverig, at skolebørnenes uniformer er grå brune eller beige, for at de kan findes i mylderet!! Derhjemme giver vi dem skrig-gule veste på.

Og mylder er her. De smalle gader med små butikker i siderne er  nærmest et stort bazar-område, hvor man kan købe alt lige fra bananer til gebisser, og hvor sanserne bombarderes: Scootere, motorcykler og tuc-tucer kæmper sig dyttende ud og ind mellem  kvinder i farverige sarier, gamle hellige mænd, moderne unge mennesker med næsen i deres smartphone, langur aber, æsler, yndige børn og hellige køer, der lunter uforstyrret rundt mellem det hele.

Heldigvis for denne kvindes lunger er der ikke maskeringsforbud i Udaipur…

Men det særlige ved Udaipur er de søer, som byen slynger sig omkring. Den centrale by vender sig imod en af søerne, og der er hundrede vis af restauranter og hoteller med enten tag terrasser med udsigt over søerne eller med placering ned til søen.

Den helt store attraktion her er det utrolige City Palace, der naturligvis ligger ned til søen, og som har knopskudt gennem århundreder. Et besøg på the City Palace Museum består af en travetur gennem gange, courtyards, værelser, kældre og trapper gennem det ene dekorerede rum efter det andet.  Og så et ganske smukt tempel, Jagdish Templet, hvor gamle koner kæmper sig op af de stejle trapper for at bede en bøn.  Og nogle meget smukke parker. Nåh ja, også et museum med verdens største turban….

City Palace
City Palace
City Palace
City Palace
Jagdish templet midt i byen
Saheliyo Ki Badi garden
Bagore Ki Haveli museet, verdens største turban (150 meter lang)

Her er i disse områder turister, men de fylder i resten af byen ikke meget, og interessen og venligheden overfor os lang-næser er overvældende. Det er almindeligt, at de indiske mellemklasse-turister vil fotograferes sammen med os, og det er fra de lokale kun smil og venlige tilråb man får, selvom der i de ret få turistede områder naturligvis gøres ihærdige forsøg for at få pengene op af lommen på os  (altså på den lovlige måde).

Storesøster stillede sig stolt op med lillesøster til fotografering

Vi bor på et lille familie-drevet hotel, Mewari Villa, med 6 værelser, søde værtsfolk og en lille restaurant, hvor de laver alt maden helt fra grunden. Det sker på deres overdækkede tagterrasse, eller det endnu højere liggende lille plateau med et par borde. Og da hotellet i forvejen ligger på en bakketop, er der en hel formidabel udsigt over søerne og bjergene.  Det er her vi spiser morgenmad i en time hver morgen med flokke af grønne parakitter susende hen over hovederne og langur-aberne tumlende i trækronerne tæt på. Hotellets nære omgivelser er absolut intet at skrive hjem om, men Sameer, som værten hedder, vedligeholder det lille hotel perfekt. Og alt interessant i byen ligger i gå-afstand.

Merawi Villa Hotel
Marawi Villas lille topterrasse

 

Billigt er her jo, det er svært at bruge mere end 150 kr tilsammen på at spise ude, og vores hotel her koster 100 kr for et virkeligt pænt dobbeltværelse med bad. Og maden er god overalt.

Thali, en slags indisk ristaffel…

Og så er her en infernalsk larm af musik og sang. Private, der holder stort bryllup, og især dem der er noget, har fuld udblæsning på højtalere, der drøner ud over en stor del af byen i flere timer. Og når de ikke er på, så bryder en sand koncert løs flere gange om dagen, hvor muslimer, kristne og hinduer brager deres budskaber ud gennem højtalere over den stakkels befolkning. Det sidste er til at bære, det første er ikke, larmen fra indisk popmusik i Roskildestyrke er helt enkelt mentalt usundt.

Vi har hørt om en  lidt foruroligende “Muslim Bashing”.  Indien fremstår jo som landet, hvor Hinduer, Muslimer og Kristne (og også buddhister) lever fredeligt side om side. Men under overfladen lurer spændingerne, og der køres på muslimerne  med støtte højt oppe fra. Her i byen fik det for en ugestid siden ifølge Sameer den sørgelige effekt, at en muslim, der havde taget en hellig ko med hjem for at malke den, blev beskyldt for at ville slagte den og blev dræbt på stedet, han var eneforsørger af kone, børn og en syg moder.  Ingen synes at gøre noget ved det. Det er virkeligt trist med denne ubegribelige vrede mod muslimer, som vi jo også kender hjemmefra.

Nu går turen videre til Bundi, en togtur på 5 timer…..

 

Argentina… ingen tango men Iguazu !!

Altsåååååå… de danser da ikke tango på gader og pladser og hænger ud på fortovsrestauranterne til ud på natten. Det står der ellers i guiden, og adskillige af jer har skrevet det samme i kommentarerne på bloggen, Det kan jo muuuuligvis hænge sammen med, at vi er kommet til Buenos Aires midt om vinteren, det er lidt halvkoldt og forblæst at være storbyturist lige nu, og det er synd for oplevelsen af en ualmindelig flot by. Men heldigvis er vi blevet inviteret til at bo hos Mogens’ tidligere kollega Jorge Boll og hans kæreste Eulalia i deres hyggelige hus. Her ladede vi op nogle dage inden vores roadtrip til Iguazu vandfaldene på grænsen til Brasilien, og her sluttede vi også af inden vi for sidste gang fandt Roundtheworld-billetten frem. Vi fik set både maleriske San Telmo, stilige Recoleta (bl.a. med den berømte kirkegård hvor også Evita ligger), levende Palermo Viajo, den supermoderne havn, Puerto Madero, kulørte La Boca (med en smule tango på restauranterne!!) og det store mondæne centrum med de flotte klassiske bygninger.

2016_07_05-15 Buenos Aires 029

2016_07_05-15 Buenos Aires 021

2016_07_05-15 Buenos Aires 018

2016_07_05-15 Buenos Aires 017

IMG_0900

2016_07_05-15 Buenos Aires 032

IMG_0909

 

2016_07_05-15 Buenos Aires 060

2016_07_05-15 Buenos Aires 049

2016_07_05-15 Buenos Aires 056

2016_07_05-15 Buenos Aires 061

2016_07_05-15 Buenos Aires 068

Efter over 6 måneder i 12 lande havde vi ikke forventet en så fuldstændig overrumplende oplevelse som den, vi fik i Iguazu. Tak til jer, der via denne blog nærmest insisterede på, at vi skulle derop.  P.gr.a. vinteren i Argentina har vi forkortet vores ophold her til fordel for en ekstra uge i Peru, så vi har prioriteret Buenos Aires og en biltur op til Iguazu og hjem via Corrientes, Santa Fe og Tigre.  Og Iguazu var virkeligt et højdepunkt. Boede på dejlige Jasy hotel (tak, Steen og Gunver) og fik en dag på den argentinske og en dag på den Brasilianske side, sidstnævnte i solskin med regnbuer og skumsprøjt og hele svineriet. Vi har set vandfald i Sri Lanka, på Hawai, i New Zealand, i Japan og i Californien, men disse overgår dem alle. To kæmpefloder løber sammen henover et basaltplateau og falder så ned, nogle steder 90 m. Der er ca. 250 vandfald over 2,7 km, og man kan se faldene både oppefra og nedefra på de mange gangbroer.

2016_07_09-10 Iugazu 092

2016_07_09-10 Iugazu 089

2016_07_09-10 Iugazu 068

2016_07_09-10 Iugazu 045

2016_07_09-10 Iugazu 035

2016_07_09-10 Iugazu 023

2016_07_09-10 Iugazu 018

Turen mod nord og hjem via Corrientes og Santa Fe gik gennem mange km wet-lands og områder med kvæg og de argentinske cowboys, Gauchos, og køer og heste der vadede rundt i vand til bugen.

2016_07_11 Corrientes 003

2016_07_11 Corrientes 004

2016_07_12-13 Santa Fe 003

2016_07_12-13 Santa Fe 008

2016_07_14 Tigre 001

2016_07_14 Tigre 002

2016_07_12-13 Santa Fe 007

Santa Fe?  Lidt kedelig, hvis man skal være ærlig, men mange flotte huse,  og så et højst stilforvirret men hyggeligt  boutique hotel, som minsandten havde roof top hot tub…. det måtte prøves.

2016_07_12-13 Santa Fe 010

2016_07_12-13 Santa Fe 013

2016_07_12-13 Santa Fe 017

I Tigre, i deltaet 35 km fra Buenos Aires, var vejret koldt, blæsende og småregnende, så vores dag der fik vi ikke meget ud af, dog var vi på Mate museum.  Selve museert var ikke specielt ophidsende, men hele Mate historien er. Mate er argentinernes nationaldrik, en slags te, lavet på bladene fra et træ. Det drikkes af specielle kopper via et metalsugerør (sølv, når det skal være fint). Man drikker det helst som del af et socialt samvær, men man har også lige sin termokande med varmt vand under armen på gaden og på jobbet. Det er en kunstart at tilberede maten, og kopperne og sugerøret, bombilla, kommer i utallige varianter. Vi har smagt mate, de første kopper har en meget bitter sag, skulle blive bedre ved senere brygninger, men så langt nåede vi novicer ikke.

2016_07_09-10 Iugazu 109 - Copy

2016_07_14 Tigre 014 - Copy

2016_07_14 Tigre 016

2016_07_14 Tigre 017

2016_07_05-15 Buenos Aires 063

Og nu???  HJEM.  Den sidste uges tid har antennerne virkeligt været indstillet på Danmark, familie, venner, danske kartofler, lyse sommeraftener og en stille øl i haven.  Har spist den sidste middag på vores tur, på restaurant Calden del Soho, i det vidunderlige kvarter Palermo Viajo i Buenos Aires. Og skålet for en på alle måder skøn og vellykket rejse.

2016_07_05-15 Buenos Aires 070

Tak til vore trofaste læsere. Måske kommer der mere på denne blog på et senere tidspunkt.

Bolivia-og tilbage til Peru

Ultrakort smuttur til Bolivia for at se La Paz, ultrakort fordi problemer i forbindelse med nogle demonstrationer gjorde, at vi skulle ud af byen en tidlig morgen kl. 4 en dag før tiden. Så det blev til 2 nætter og en hel dag i La Paz. Og det var naturligvis for lidt. Byen ligger i 3500-4200 meters højde og har et system af ski-kabiner fra Dobbelmayr i stedet for en metro…meget flot tur op og ned…Ellers malerisk og hyggeligt og fortsat mange bowlerhatte på kvinderne selvom stråhattene er ved at tage over….

2016_06_21-23 Bolivia La Paz 023

2016_06_21-23 Bolivia La Paz 024

Og så var der lige Gusto, Claus Meyers gourmetrestaurant og sociale projekt i La Paz med dansk køkkenchef som er udnævnt til en af Latinamerikas bedste restauranter. Tro mod Peruvianske råvarer og traditioner og alligevel typisk Meyer, helt anderledes. Det var enormt godt. Her er en af de 7 retter.

2016_06_21-23 Bolivia La Paz 046 Gustu

Vejen til og fra grænsen til Peru gik via Cobacabana, ikke noget at skrive hjem om, men en times sejltur ud til Isla del Sol i Titicacasøen var til gengæld meget smuk og vandreturen på en høj æselsti ligeså.

2016_06_21 Bolivia Cobacabana 017 Isla del Sol

2016_06_21 Bolivia Cobacabana 012 Isla del Sol

2016_06_21 Bolivia Cobacabana 009

Vi passerede også Strait of Tiquina, hvor vi selv blev færget over i en lille båd sammen med vore unge medpassagerer (som havde kanon tømmermænd), mens bussen med alt hvad vi ejer, blev fragtet over på en tømmerflåde !! Lave en bro? Nej tak ifølge det åbenbart stærke lokale samfund, der lever af det nuværende system.

2016_06_21-23 Bolivia La Paz 052 Strait of Tiquina

2016_06_21-23 Bolivia La Paz 049 Strait of Tiquina

Tilbage i dejlige Peru, hvor de altid har en festival, denne gang i Puno. Vi ved  ikke, hvad det er de fejrer hele tiden, men et langt optog af de mindste børn var i hvert fald uhørt nuttet.

2016_06_19-21 Peru Puno 006

2016_06_24 Peru Puno 026

2016_06_24 Peru Puno 016

Puno ligger som Cobacabana ved Titicacasøen, og ud for byen ligger de berømte flydende (men forankrede) siv-øer, som er lavet af rødder fra siv og dækkes med et nyt lag siv hver uge. Indtil for 10 år siden var de mange små øer, der er bundet sammen, aktive små samfund som solgte fisk til fastlandet. Nu æder de selv fiskene og lever i øvrigt af turismen, som er sat så meget i system, at det er blevet lidt kedeligt. Men det var sjovt at se på en 2 timers tur.

2016_06_24 Peru Puno 014

2016_06_24 Peru Puno 013

Turen til Arequipa fra Puno er meget flot, går op i 4600 meters højde og det meste af turen er på en højslette. Med super blå bjergsøer med bl.a. flamingoer og masser af alpacaer, og så til sidst et stort naturreservat hvor vikunjaerne lever vildt, de er i familie med lamaer og alpacaer, men leverer den fineste uld overhovedet, verdens dyreste og blødeste. De har været udrydnings-truede, men er det ikke mere. Prisen på en lille trøje er dog10.000 kroner…..

2016_06_25 Arequipa 001

2016_06_25 Arequipa 007

2016_06_25 Arequipa 010

2016_06_25 Arequipa 011

2016_06_25 Arequipa 078

Arequipa er en herlig Colonial by, bygget i de vulkanske, hvide sten , sillar, og med et hav af smukke lave bygninger og ikke mindst gårde, som rummer banker, shops og restauranter. Og Plaza de Armas er nok den smukkeste af slagsen vi har set, med 2 etagers kolonnader til 3 sider og den smukke katedral til den fjerde, Og med open air præstesamtaler og skrive service for analfabeter. På skrivemaskine….

2016_06_25 Arequipa 024

2016_06_25 Arequipa 077

2016_06_25 Arequipa 091

2016_06_25 Arequipa 020 Plaza de Armas

2016_06_25 Arequipa 060 Plaza de Armas

2016_06_25 Arequipa 075

2016_06_25 Arequipa 096 Plaza de Armas

Santa Catalina klosteret fra 15.årh. på 20.000 kvadratmeter er en hel landsby bag mure, som indtil jordskælvet i 1960 var et aktivt kloster uden mange forandringer. Nu er det åbnet for offentligheden, og fremstår som dengang. Meget smukt og seværdigt.

2016_06_25 Arequipa 028 Santa Catalina klosteret

2016_06_25 Arequipa 030 Santa Catalina klosteret

2016_06_25 Arequipa 037 Santa Catalina klosteret

Og nu da vi havde fået smag for gourmetrestauranter, så snuppede vi lige Chicha og Zig Zag i Arequipa, super lækre begge to, især var der en vild dessert, en hul chokoladekugle som forvandlede sig når der blev hældt varm chokolade over, vi siger ikke mere…skal prøves….

2016_06_25 Arequipa 057 Restaurant Chicha

2016_06_25 Arequipa 117 Zig Zag

2016_06_25 Arequipa 118a Zig Zag

Ved Ica ligger Huacachina, tæt på den ret store og vist kedelige by, men alligevel isoleret som oase midt i sand-dynerne som tårner sig op over den lille lagune med hoteller og restauranter omkring. Rigtig ørkenstemning, især hvis man som vi brugte 30-40 minutter til at kravle op på toppen. De unge kørte på ski og snowboard ned af de stejle klitter. Det besluttede vi os for at være for gamle til.

2016_06_29-30 Huacachina 005 Hotel Huacachinero

2016_06_29-30 Huacachina 011a

2016_06_29-30 Huacachina 011b

2016_06_29-30 Huacachina 013

2016_06_29-30 Huacachina 020

Bortset fra flyveturen Lima-Cusco har vi rejst med Peru Hop, et ret nyt amerikansk drevet busselskab, hvor man køber den samlede billet og så kan hoppe af og på og benytte sig af deres organiserede ture på destinationerne, skide godt koncept. De bragte os også til Paracas, syd for Lima, hvor vi sejlede i speedbåd ud til Ballestas Islands, Perus ”mini-Galapagos” som de siger. Det var virkeligt fantastisk. Ikke stort, men på de små klipper, flere undergravede og gennemhullede af havet var der næsten en million fugle, og også pingviner, søløver, pelikaner og delfiner. Pelikaner var der også mange af inde i havnen…

2016_06_31 Paracas 015

2016_06_31 Paracas 018

2016_06_31 Paracas 022

2016_06_31 Paracas 025

2016_06_31 Paracas 031

2016_06_31 Paracas 043

2016_06_31 Paracas 046

2016_06_31 Paracas 057

2016_06_31 Paracas 061

Nu står Argentina for tur, men vi nåede lige at få et par dage igen i Lima og se det helt igennem pragtfulde Larco museum. Skal der kun ses et museum i Lima, så er det dette. Og husk at spise på restauranten.

2016_06_07-11 Lima 088