De billeder, man har på nethinden af en frodig tropisk ø, stemmer helt overens med oplevelsen af Maui, Hawais næststørste ø. Frodigheden, farverne, de gyldne strande, vandfaldene, regnskoven, vulkankraterne…. øjnene bliver konstant forkælet, og tropeluften og det skønne vand er en nydelse.
Udsigt fra vores hyggelige lejlighed ved Kihei, et stenkast fra “vores egen” strand.
Midt på øen ligger vulkanen Haleakala i 3055 meters højde. Den har formet 75% af Maui. Sidste udbrud menes at have været i 17.årh. Man kan køre hele vejen op igennem et konstant skylag og kigge ned i krateret, et fantastisk syn af farver og former og ganske goldt.
“The road to Hana” – det lyder som en bog- eller filmtitel, men er en must-do køretur på østsiden af Maui ud til den lille by Hana. Som med så meget andet her i livet er det vejen og ikke målet, der er det vigtige, og hvilken vej! Smal, snoet langs kysten og med udkigspunkter, vild regnskov, masser af vandfald, bambusskove, eucalyptustræer og vilde planter, som vi kender fra potteplanterne i DK, men som her bliver hushøje.
Flere steder kunne man bade i pools ved vandfaldene – her forcerer jeres udsendte tappert et overgangssted for at komme op til et poolområde.
På vejen sad en kvinde, der flettede skåle af kokosblade og en lille hawaifamilie med skønne unger. Kun 10% af Hawais befolkning er efterkommere af det oprindelige folk. 38% er asiater og 24 % hvide.
Ved vejkanten sælger Coconut Glenn virkelig gode is lavet af kokosmælk – til en pris, som var det Torvehallerne, han huserede i. Alt i Hawai er vanvittigt dyrt. 95% af madvarerne bliver fløjet eller sejlet herover, hvilket betyder priser, der får Norge til at ligne Netto.
Strandene er vidundelige, for det meste med gyldent sand men også med sort sand. Brændingen var mange steder voldsom, til stor fornøjelse for surferne men ikke for Karin, den pivskid.
Vores dejlige sønner gav os en helikoptertur i julegave. Fantastisk oplevelse.
Lahaina er Mauis hovedstad. Charmerende og velholdte bygninger men udelukkende turistrettede forretninger. Rådhuspladsen var dækket af et enormt baniantræ med 15 stammer.
Røde fugle og blå fugle med røde frisurer blærer sig på græsplænen foran vores balkon.
Honululo lufthavn med alt, hvad vi ejer.