Udaipur: Søernes og farvernes by

Udaipur er så farverig, at skolebørnenes uniformer er grå brune eller beige, for at de kan findes i mylderet!! Derhjemme giver vi dem skrig-gule veste på.

Og mylder er her. De smalle gader med små butikker i siderne er  nærmest et stort bazar-område, hvor man kan købe alt lige fra bananer til gebisser, og hvor sanserne bombarderes: Scootere, motorcykler og tuc-tucer kæmper sig dyttende ud og ind mellem  kvinder i farverige sarier, gamle hellige mænd, moderne unge mennesker med næsen i deres smartphone, langur aber, æsler, yndige børn og hellige køer, der lunter uforstyrret rundt mellem det hele.

Heldigvis for denne kvindes lunger er der ikke maskeringsforbud i Udaipur…

Men det særlige ved Udaipur er de søer, som byen slynger sig omkring. Den centrale by vender sig imod en af søerne, og der er hundrede vis af restauranter og hoteller med enten tag terrasser med udsigt over søerne eller med placering ned til søen.

Den helt store attraktion her er det utrolige City Palace, der naturligvis ligger ned til søen, og som har knopskudt gennem århundreder. Et besøg på the City Palace Museum består af en travetur gennem gange, courtyards, værelser, kældre og trapper gennem det ene dekorerede rum efter det andet.  Og så et ganske smukt tempel, Jagdish Templet, hvor gamle koner kæmper sig op af de stejle trapper for at bede en bøn.  Og nogle meget smukke parker. Nåh ja, også et museum med verdens største turban….

City Palace
City Palace
City Palace
City Palace
Jagdish templet midt i byen
Saheliyo Ki Badi garden
Bagore Ki Haveli museet, verdens største turban (150 meter lang)

Her er i disse områder turister, men de fylder i resten af byen ikke meget, og interessen og venligheden overfor os lang-næser er overvældende. Det er almindeligt, at de indiske mellemklasse-turister vil fotograferes sammen med os, og det er fra de lokale kun smil og venlige tilråb man får, selvom der i de ret få turistede områder naturligvis gøres ihærdige forsøg for at få pengene op af lommen på os  (altså på den lovlige måde).

Storesøster stillede sig stolt op med lillesøster til fotografering

Vi bor på et lille familie-drevet hotel, Mewari Villa, med 6 værelser, søde værtsfolk og en lille restaurant, hvor de laver alt maden helt fra grunden. Det sker på deres overdækkede tagterrasse, eller det endnu højere liggende lille plateau med et par borde. Og da hotellet i forvejen ligger på en bakketop, er der en hel formidabel udsigt over søerne og bjergene.  Det er her vi spiser morgenmad i en time hver morgen med flokke af grønne parakitter susende hen over hovederne og langur-aberne tumlende i trækronerne tæt på. Hotellets nære omgivelser er absolut intet at skrive hjem om, men Sameer, som værten hedder, vedligeholder det lille hotel perfekt. Og alt interessant i byen ligger i gå-afstand.

Merawi Villa Hotel
Marawi Villas lille topterrasse

 

Billigt er her jo, det er svært at bruge mere end 150 kr tilsammen på at spise ude, og vores hotel her koster 100 kr for et virkeligt pænt dobbeltværelse med bad. Og maden er god overalt.

Thali, en slags indisk ristaffel…

Og så er her en infernalsk larm af musik og sang. Private, der holder stort bryllup, og især dem der er noget, har fuld udblæsning på højtalere, der drøner ud over en stor del af byen i flere timer. Og når de ikke er på, så bryder en sand koncert løs flere gange om dagen, hvor muslimer, kristne og hinduer brager deres budskaber ud gennem højtalere over den stakkels befolkning. Det sidste er til at bære, det første er ikke, larmen fra indisk popmusik i Roskildestyrke er helt enkelt mentalt usundt.

Vi har hørt om en  lidt foruroligende “Muslim Bashing”.  Indien fremstår jo som landet, hvor Hinduer, Muslimer og Kristne (og også buddhister) lever fredeligt side om side. Men under overfladen lurer spændingerne, og der køres på muslimerne  med støtte højt oppe fra. Her i byen fik det for en ugestid siden ifølge Sameer den sørgelige effekt, at en muslim, der havde taget en hellig ko med hjem for at malke den, blev beskyldt for at ville slagte den og blev dræbt på stedet, han var eneforsørger af kone, børn og en syg moder.  Ingen synes at gøre noget ved det. Det er virkeligt trist med denne ubegribelige vrede mod muslimer, som vi jo også kender hjemmefra.

Nu går turen videre til Bundi, en togtur på 5 timer…..

 

2 tanker om "Udaipur: Søernes og farvernes by"

  1. Dejligt med kulørte billeder. Jeg læste jeres beretning på busruten Hvidovre, Rødovre, Husum og til Gladsaxe Trafikplads. Gæt på nuancerne i gråt på en sen novembereftermiddag! Så fortsæt endelig, jeg elsker at se billeder og høre fortællinger fra de varme lande. Nu er det mørkt og jeg hygger med te og tæpper i sofaen. Og her er stille. Det kunne være værre. Knus fra Annie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *