Oversete perler i det Ægæiske Hav

Når nu Covid 19 lukker af for de fleste lande, smittetallene stiger i Danmark og udlængslen river i en, hvad gør man så? Man udruster sig med mundbind, håndsprit og diverse formularer til myndighederne og tager til de næsten Corona-frie øer Tinos og Andros. En slags selvisolation, men af den mere eksotiske slags.

Basti, Andros

De 2 øer i Kykladerne er nogle af de mindre kendte i denne del af det Ægæiske hav, i hvert fald uden for Grækenland, mens nærheden (kun nogle timers sejlads fra fastlandet) gør dem til populære feriemål i sommersæsonen for grækerne selv. Og så sejler man til dem fra Rafina, som ligger tæt på lufthavnen. Det er nemt.

I oktober er der ingen turister. Og det på trods af 25-30 grader om dagen og 18-20 om natten, 23 grader varmt badevand og en masse sol. Hvorfor disse øer har lavsæson i oktober er en gåde, som kun oraklet i Delfi kan svare på, især når det tillægges, at begge øer byder på flot natur, maleriske landsbyer, velsmagende blæksprutter, venlige grækere og super lækre sandstrande.

Tinos, den mindste af de to, har en afslappet hovedby, Chora (som hovedbyen på alle øerne meget praktisk hedder), også kaldet Tinos Town.  Udover almindelig sommerturisme opleves i august store mængder af pilgrimme, der skal kravle 1-2 km op på en til formålet anbragt rød løber til Panagia Evangelistria Kirken, som er den største helligdom i den græsk katolske kirke. (Eller var det den ortodokse? Eller er det det samme?). Det er noget specielt at opleve helt unge kvinder med knæbeskyttere snegle sig op ad imod den højt beliggende kirke, en slags konfirmation af de mere bizarre….

Hovedgaden Tinos
Panagia Evangelistria Church – Tinos

Men Ellers er Chora fyldt med gode restauranter og caféer, især ved havnen, og en masse små hyggelige bilfri gader.

Tinos Town (Chora)
Tinos Town (Chora)

Lejer man en bil (og det lader sig nemt gøre) og bevæger sig ud på øen, vil man udover en gold men storslået natur kunne opleve en perlerække af små traditionelle blå-hvide landsbyer, mange klinet op af en klippeskråning med små smalle gader og buegange under husene. Og med strategisk placerede nerier og bougainvilleaer i alle farver. Som taget ud af turistbrochurerne.

Pyrgos – Tinos
Pyrgos – Tinos
Kardiani – Tinos

En særlig form for bygninger er de store og flotte dueslag, som findes i hundredvis på Tinos. Nogle steder bliver man lidt i tvivl om der er flyttet mennesker ind hos duerne, så flotte og velholdte er de…

Dueslag-Tinos

Der er rige muligheder for at falde ind på en lille Taverna eller cafe og få et ofte primitivt men veltillavet og velsmagende måltid mad eller en gang græsk kaffe. Men man må acceptere at blive nedstirret og endda berørt af op til flere af de mange vilde katte, som synes man skal dele sin mad med dem. Grækerne gør det ofte, vi aldrig, men de kan da godt blive kælet lidt for….’

 

Transport mellem Kyklade-øerne og til fastlandet forgår med færgeselskaberne FastFerries og Blue Star Ferries. Og det er uhyre effektivt. Det er store moderne bilfærger, som stikker bagenden in på kajen og formår at læsse lastbiler, motorcykler, biler, turister, gamle damer og græske pendlere ind og ud på på under et kvarter. Lækre færger og lette at booke på nettet. Det virker bare.

Selvom Andros og Tinos er naboøer, en er de meget forskellige. Mens Tinos virker ret tør og gold i hvert fald om er Andros især omkring floderne og de mange kilder meget grøn og frodig. Landsbyerne er ikke så klassiske som på Tinos men hyggelige på en anden måde. De består mere af selvstændige huse med haver, i det hele taget er Andros en rigere ø, det er noget med skibsfart, som det jo ofte er i Grækenland.

Chora (hovedbyen) er helt speciel og en stor oplevelse. Chora ligger en lille times kørsel fra færgen på den modsatte kyst.

Chora er bygget på en klippe-odde, der strækker sig ud i vandet til en ruin efter en venetiansk borg. Byen er smal, og den ligger ret højt over havet til begge sider. Flotte nyklassicistiske bygninger ligger omkring et hovedstrøg med smukke specialforretninger. Og der er totalt bilfrit.

Chora – Andros
Chora – Andros
Chora – Andros
Chora – Andros

Her er brandhyggeligt, med en intens stemning, især formiddag og aften omkring torvenes cafeer og restauranter. Og i oktober er det hovedsagelig grækerne selv der fylder op ved de små borde.

 

Strandene er et kapitel for sig.  Både Tinos og Andros er begavet med de fineste sandstrande, som man her udenfor sæsonen har stort set for sig selv, og vandet er vidunderligt. Og så ser man de utroligste flotte skærver på strandene, blandt andet marmor, som man nærmest vader i på disse øer, og som også har sit helt eget museum på Tinos ved landsbyen Pyrgos.

Grias to Pidima beach – Andros
Kolimvithra Beach – Tinos

 

Eneste minus: Der er en vis off season stemning visse steder, og strandcafeerne er lukket, hvilket kan være lidt trist især for de festglade. Bortset fra den lille hage er ferie i Grækenland i Oktober en rigtig, rigtig god oplevelse……

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *